Jeg er desværre ikke alene om at have erfaret overgreb fra myndighedernes side blandt andet jobcentrets bestilling af psykiatriske udredninger og behandlinger uden mit samtykke og uden mit vidende.
Begge mine sønner er desværre også blevet udsat for meget grove overgreb fra forskellige myndighedernes side i mange år. Dette betyder, at mine 2 sønner og jeg har været tvunget til at skulle håndtere den retsUsikkerhed, som myndighedernes overgreb på os alle tre har medført i min lille familie.
Min yngste søn kan jeg ikke ytre mig om offentligt, da hans største frygt er at blive udsat for endnu flere overgreb fra forskellige myndigheders side, hvis jeg offentliggør noget af hans historie.
Jeg kan derimod godt offentliggøre noget af min ældste søn Stefans historie om de sociale myndigheders og sundhedsmyndighedernes overgreb på ham.
En retsstat = garantier mod overgreb fra statens side
”Begrebet ”retssikkerhed” dækker over de garantier, der skaber en retsstat. Retssikkerhed sikrer borgere mod vilkårlige, uforudsigelige overgreb fra statens side. Garantierne er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og en række andre internationale konventioner fra FN, Europarådet og EU.”
Citat fra Institut for menneskerettigheder
Stefan er født multihandicappet og har aldrig kunne sige nej til at blive medicineret med psykofarmaka, da han aldrig har været i stand til at bruge sproget til at ytre sig om, hvad han mener, hvad han har brug, hvad han føler, tror på, ønsker og håber på.
De sociale myndigheder begyndte i samarbejde med sundhedsmyndighederne at medicinere Stefan med psykofarmaka, da han var ca. 20 år. I løbet af meget kort tid var han så overmedicineret med forskellige former for psykofarmaka, at han stort set var ukontaktbar på grund af medicinens voldsomme bivirkninger.
Det ville jeg som hans mor ikke finde mig i, fordi i de 12 år, Stefan gik i specialskoler for børn og unge med multihandicap, var det ikke nødvendigt at stopfodre ham med psykofarmaka.
Jeg forsøgte i nogle år at få et samarbejde med personalet og lederen på Stefans bosted for at få dem til at stoppe med at overmedicinere ham med psykofarmaka. Det lykkedes desværre ikke, især fordi lederen af Stefans bosted blev mere og mere rasende på mig.
Byretten i Næstved sagde nej til, at jeg kunne blive personlig værge for Stefan
Da det mislykkedes for mig at opnå et konstruktivt og respektfuldt samarbejde med især lederen af Stefans bosted omkring overmedicineringen af ham, ansøgte jeg derfor i 2010 byretten i Næstved om at blive Stefans personlige værge.
Min hensigt med ansøgningen var igen at få mulighed for at deltage i lægeundersøgelser af Stefan, så jeg i samarbejde med hans behandlende læger forhåbentligt kunne få lagt en plan om at få ham trappet ud af psykofarmaka, så han ikke skulle leve resten af sit liv som et myndighedslegaliseret medicinvrag.
Det var og er stadig en meget stor sorg i min yngste søns og mit liv, at byretten i Næstved fratog mig alle muligheder for at have medbestemmelsesret i Stefans liv, ikke fordi jeg var en dårlig og uansvarlig mor, men fordi byretten afgjorde, at Stefan var/er myndig i lovens forstand. Da Stefan ikke boede hjemme hos mig, bestemte byretten i Næstved, at det var personalet på hans bosted, der skulle træffe de beslutninger, der var/er nødvendige for Stefans livsførelse – herunder også beslutninger om medicineringen.
Jeg besluttede at optage en kort video af Stefan for at kunne dokumentere hans psykofarmaka-skader
Ca. 10 år efter, at de sociale myndigheder og sundhedsmyndighederne begyndte at medicinere Stefan med flere forskellige slags psykofarmaka, optog jeg i november 2019 nedenstående video under mit besøg hos ham for at kunne dokumentere de meget voldsomme psykofarmaka-skader, Stefan er blevet påført igennem årene.
Jeg må advare om, at videoen for nogen kan være en voldsom oplevelse. Jeg offentliggør kun videoen for at bevise, at de overgreb forskellige myndigheder har udsat Stefan for i så mange år, har haft meget, meget alvorlige konsekvenser for hans livsførelse og livskvalitet.
Efter videoen kan du læse lidt om Stefans liv i de 12 år, han gik i 2 forskellige specialskoler for børn og unge med multihandicap, og hvor han levede et medicinfrit liv med masser af livskvalitet og livsudfoldelse.
Stefans liv, før han blev et myndighedslegaliseret medicinvrag
Stefan har hele sit liv været et menneske, der har brug for et vikarierende jeg i alle hans livs forhold og i alle døgnets timer, for han er ude af stand til at forstå, at hans handlinger kan få meget alvorlige konsekvenser for ham og for andre omkring ham, og han er ude af stand til at træffe bevidste og velovervejede beslutninger om sit liv.
Men på trods af det havde Stefan en rigtig god skolegang i 12 år. De første 10 gik han på en helt fantastisk specialskole for børn og unge med multihandicap og de sidste 2 år gik han på en lige så fantastisk ungdomsskole med en særlig tilrettelagt undervisning.
På begge skoler var der tilstrækkeligt mange veluddannede personaler, og de forstod alle vigtigheden af at give Stefan den massive specialpædagogiske hjælp og støtte, han behøvede for at kunne leve sit liv med mest mulig livskvalitet og livsudfoldelse.
Alle de specialuddannede personaler, jeg var i personlig kontakt med igennem alle Stefans skoleår, var glade for, at de havde socialpædagogiske personaleressourcer nok til at give ham så beskyttede rammer for hans liv. Det var derfor på intet tidspunkt i Stefans 12 års skolegang nødvendigt at medicinere ham med psykofarmaka, og hans medicinfrie liv gjorde, at han for det meste var en sand humørspreder for alle omkring ham.
NEJ til psykofarmaka som medicinsk symptombehandling på myndigheders overgreb på borgere
Jeg kommer aldrig til at acceptere, at mennesker med multihandicap bliver passiviseret med overmedicinering med psykofarmaka, fordi politikerne ikke vil sikre, at der er nok veluddannede personaler på bostederne til at give voksne mennesker med multihandicap et værdigt liv med lige så meget livskvalitet og livsudfoldelsesmuligheder, som Stefan havde, da han var barn og ung.
Jeg kommer generelt set aldrig til at acceptere, at staten og dens myndigheder vedholdende forsøger at tvinge mennesker til at lade sig medicinere med psykofarmaka med det ene formål for øje at passivisere dem, så de ikke kan mærke deres begrænsninger, og derfor får meget svært ved at sige klart og tydeligt nej overfor myndighedernes krav om at være effektive robotter under den evindelige politiske økonomiske vækstideologi.
