Som det blandt andet kan læses nederst i mit cv har jeg det meste af mit voksne liv været meget aktiv i min fritid. Det har været og er fortsat afgørende vigtigt for min personlige sociale sikring og velfærd at have kræfter og tid nok til at kunne være en aktiv del i mine sociale hjælp-til-selvhjælp fællesskaber, da jeg har været single og uden familienetværk det meste af mit voksne liv.
Jeg blev ansat i mit første lønnede job i sommeren 1975. Dengang og i mange år frem var der ingen tvivl om, at de fleste voksne menneskers hverdagsliv i Danmark var opdelt i tre lige dele; 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile.
Den tredelte opdeling af menneskers liv i Danmark eksisterer ikke mere
En af de mange konflikter, som jeg havde med jobcentermyndighederne i flere år, handlede om min ret til at have kræfter og tid nok til at kunne deltage aktivt i mine sociale hjælp-til-selvhjælps fællesskaber efter arbejdet/arbejdsprøvningerne.
I november 2018 nåede den årelange uenighed om min ret til et aktivt socialt liv i min fritid til et uacceptabelt højt og helbreds- og funktionsevneforværrende konfliktniveau.
Min partsrepræsentant Bitten Vivi Jensen modtog Københavns kommunes Centralforvaltnings skriftlige svar på hendes klage over, at mennesker som mig ikke var sikret retten til et aktivt socialt liv i fritiden, selvom det siden min anden arbejdsprøvning i 2015 havde været grundigt og tilstrækkeligt oplyst i min sags samlede akter, at jeg havde/har så omfattende varige funktionsnedsættelser, at min arbejdsevne var/er ubetydelig i forhold til det ordinære arbejdsmarked – herunder også fleksjob.
Centralforvaltningen svarede, at kommunen anerkendte, at alle borgere har behov for et aktivt socialt liv, og at vi selvfølgelig kan have behov for at opbygge relationer, som kan bistå og hjælpe os i det daglige.
Meeen Centralforvaltningen svarede også, at kommunen samtidig måtte skelne til, om det aktive liv – hvad enten det foretages med familie eller sammen med andre – er af et sådant omfang og af en sådan karakter, at det vil kunne omsættes til lønnet arbejde på ordinære vilkår eller skånevilkår, da udgangspunktet i beskæftigelseslovgivningen til enhver tid er, at man som borger i videst muligt omfang skal forsørge sig selv.
Det vil sige, at praksis i de københavnske jobcentre vedrørende retten til et aktivt socialt liv i fritiden er, at når man som jeg var i målgruppen for en førtidspension og i målgruppen for et skånejob, omfatter retten til et aktivt socialt liv i fritiden åbenbart kun relationer, hvis opgave er at bistå mig i det daglige.
At man i Københavns kommune åbenbart mener, at man ikke har retten til at have kræfter og tid nok til at kunne være en aktiv del i sociale hjælp-til-selvhjælp fællesskaber i sin fritid, rystede både Bitten og mig.
Det betyder jo reelt set, at et menneskes liv i Københavns kommune kun skal bestå af at arbejde og sove, hvilket ikke stemmer overens med det § 20 svar, som forhenværende social- og integrationsminister Karen Hækkerup gav til Folketingets Beskæftigelsesudvalg den 14. juni 2013.
Om at have kræfter til overs til at leve et liv efter fyraften
Karen Hækkerups svar:
”Når en borgers arbejdsevne vurderes, skal der gennemføres en helhedsvurdering – det vil sige, at der fx også skal tages højde for, at pågældende også skal have kræfter tilbage til at have et privatliv og den nødvendige tid til at restituere sig til næste dag.”
Citat fra § 20 spørgsmål og svar den 14. juni 2013
Jobcentermyndighederne brugte næsten 4 år på at bekæmpe min ret til et aktivt socialt liv i min fritid
Jeg skulle helt frem til april 2019, før jobcentermyndighederne anerkendte, at mine funktioner som frivillig i min fritid var/er en vigtig del af min sociale aktivitet; ”hjælp-til-selvhjælp”, som en overlæge på Klinisk funktion på Frederiksberg Hospital beskrev det i sin LÆ 275 attest til jobcenter København.
Det var voldsomt at erfare, at jeg var nødt til at registrere, hvor meget af min fritid jeg f.eks. brugte på ulønnet at hjælpe andre med deres jobcentersager for derigennem at hjælpe mig selv.
I det hele taget var det voldsomt at erfare, at jobcentermyndighederne igennem ca. 4 år krævede så mange detaljerede oplysninger om mit private liv, før de endelig stoppede kampen mod mig og tilkendte mig en åbenlys førtidspension i juni 2019 på det 5. rehabiliteringsteammøde i mit jobcenterforløb og uden min partsrepræsentants, min bisidders og min deltagelse.
Det er helt ude af proportion, at Københavns kommune gennemførte hele 5 rehabiliteringsteammøder i min sag, før kommunen stoppede kampen mod min ret til at have kræfter og tid nok i min fritid til at kunne være en aktiv del i mine hjælp-til-selvhjælp fællesskaber og til også at have tid nok til blandt andet at restituere mig for mine brændende kroniske smerter og min mentale udtrætning flere gange dagligt.
De rehabiliteringsteammøder, som var de værste, gennemførte kommunen i maj 2016 og i september 2017. Jeg blev ramt af voldsomme PTSD-anfald på begge møder, og det tog mig over 1 år at bearbejde den retsUsikkerhed, jeg blev udsat for på disse 2 rehabiliteringsteammøder i mine sociale hjælp-til-selvhjælp fællesskaber.
Herunder kan du høre lydoptagelserne af mit 3. og 4. rehabiliteringsteammøde i 2016 og i 2017, og jeg må advare om, at de kan være hård kost at lytte til.