Hjem

Velkommen til min hjemmeside, som jeg har oprettet med håbet om, at vælgerne, medierne og politikerne ærligt vil erkende, at myndighederne på beskæftigelses- og socialområdet i hvert fald siden 2010 helt bevidst har begået overgreb mod mange tusinde borgere, der af den ene eller anden grund har mistet en del af eller hele arbejdsevnen, og dermed også har mistet muligheden for at forsørge sig selv 100 % ved indtægtsgivende ordinært fuldtidsarbejde på ordinære vilkår.

Som de fleste nok ved, er det danske arbejdsmarked indrettet sådan, at løn- og arbejdsvilkår aftales i overenskomster mellem fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne ca. hvert 3. år .

Et ordinært fuldtidsarbejde for fuldtidsforsikrede er i overenskomsterne og lovgivningen fastsat til at være et arbejde, hvor den effektive arbejdstid er 37 timer ugen. Når det drejer sig om borgere med en dokumenteret varigt nedsat arbejds- og funktionsevne som følge af kronisk sygdom, handicap osv., viser mine erfaringer siden 2010 desværre, at myndighederne på beskæftigelses- og socialområdet stort set aldrig vil vurdere i hvor stort et omfang en borgers ugentlige arbejdsevne og effektivitet er varigt nedsat i forhold til et ordinært fuldtidsarbejde med en effektiv arbejdstid på 37 timer om ugen.

Tværtimod udsætter myndighederne borgere med en dokumenteret varigt nedsat arbejds- og funktionsevne i årevis for ufravigelige krav og pres om, at borgerne skal møde op i den ene beskæftigelsesrettede indsats efter den anden for derigennem at forsøge at forbedre deres arbejds- og funktionsevneevne.

Et er de værste eksempler, jeg personligt har været involveret i som partsrepræsentant, er en kronisk syg kvinde, der måtte overleve af forsørgelsesgrundlaget kontanthjælp i 24 år, og som under et jobcenters vedholdende trusler om at blive økonomisk sanktioneret blev tvunget til at deltage i hele 69 beskæftigelsesrettede indsatser, før jobcentret tilkendte hende et midlertidigt minifleksjob med en effektiv arbejdstid på 2 timer om ugen i 2020.

Myndighederne gør dette med formålet om, at borgerne med tiden skal blive i stand til at blive 100 % selvforsørgende, men ikke med en lønindtægt, der svarer til en lønindtægt fra et ordinært fuldtidsarbejde. Tværtimod gør myndighederne dette, fordi de mener, at de har det fornødne sikre retsgrundlag til at vurdere alle ledige borgere som 100 % raskmeldte og 100 % selvforsørgende, hvis de ved indtægtsgivende ordinært deltidsarbejde på ordinære vilkår kan opnå en deltidslønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats!

Lektor i Socialret ved Aalborg Universitet John Klausen mener derimod ikke, at myndighederne på beskæftigelses- og socialområdet har det fornødne sikre retsgrundlag for denne praksis. Det begrunder John Klausen i sin U.2017B.181 blandt andet med henvisning til punkt 8 om begreberne arbejdsevne og selvforsørgelse i en stadig gældende vejledning fra 2002 således:

”Der skal ikke lægges vægt på, af hvilken årsag arbejdsevnen er nedsat. […] Det afgørende er, om en person vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob. Personer […] skal også vurderes ud fra om, om pågældende kan blive (fuldt) selvforsørgende. ^19. Om arbejdsevnen er så væsentligt nedsat, at dette kan berettige til et fleksjob, vurderes tilsvarende ud fra normalt fuldtidsarbejde (37 timer/uge).”

”¹⁹ Hensigten med aktivlinien i socialpolitikken er at give borgerne mulighed for at forblive eller blive selvforsørgende. Med selvforsørgelse menes ikke, at den pågældende borger nødvendigvis skal kunne fungere i ordinær beskæftigelse. Hvis dette ikke er muligt, er det målsætningen, at borgerens arbejdsevne udvikles i et sådant omfang, at vedkommende kan blive selvforsørgende fx i et fleksjob.

Begrebet selvforsørgelse er således defineret i forhold til, om en person har en arbejdsevne, der muliggør beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, herunder efter overenskomsternes sociale kapitler eller i et fleksjob. Det afgørende er, om borgeren har mulighed for enten at udføre en arbejdsindsats på det ordinære arbejdsmarked eller i et fleksjob og derigennem kan opnå en indtægt, der samlet set svarer mindst til minimumslønnen ved fuldtidsbeskæftigelse på det enkelte overenskomstområde, uanset hvordan arbejdsindsatsen er tilrettelagt.”

Borgerne har ingen retssikkerhed og beskyttes ikke mod overgreb fra myndighedernes side

Den praksis, som både Ankestyrelsen og jobcentre har anvendt siden 2010, hvor borgere med en dokumenteret varigt nedsat arbejds- og funktionsevne bliver tvangsraskmeldt til at stille sig til rådighed for det ordinære arbejdsmarked med henblik på, at de ved ansættelse i et ordinært deltidsarbejde skal blive 100 % selvforsørgende med en deltidslønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats, betyder, at disse borgere ikke har nogen som helst reel retssikkerhed. Dermed beskyttes disse borgere ikke mod overgreb fra myndighedernes side!

Jeg kan ikke beskrive dette bedre, end Gyldendal har gjort det i bogen ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”, som blev udgivet den 1. oktober 2020. Juraprofessor Eva Smith definerer på side 35 i bogen den manglende retssikkerhed og overgreb på borgerne således:

”Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Men det forstår mange af nutidens politikere ikke. De tror, at retssikkerhed handler om, at borgerne skal føle sig trygge. Det er selvfølgelig også vigtigt. Det har bare ikke noget med retssikkerhed at gøre”.

Borgerrettigheden i § 75, stk. 2 i Grundloven er blevet tilsidesat siden 2001

Ingen af de utallige reformer på beskæftigelses- og socialområdet, som store flertal i Folketinget har gennemført siden 2001, forholder sig til borgerrettigheden i § 75, stk. 2 i Grundloven. Tværtimod har hovedformålet med alle reformerne været, at der hvert år skal spares milliarder af skatteydernes penge blandt andet på forsørgelsesudgifter til de borgere, der af den ene eller anden grund ikke kan forsørge sig selv 100 % ved indtægtsgivende ordinært fuldtidsarbejde på ordinære vilkår.

Det tog mig mere end 6 års kamp at få Ankestyrelsen og jobcentre til skriftligt at dokumentere den ulovlige praksis med at tvangsraskmelde kronisk syge borgere med henblik på, at de ved ansættelse i et ordinært deltidsarbejde skulle forsørge sig selv 100 % med en deltidslønindtægt svarende til en kontanthjælpssats. Den 28. oktober 2020 lykkedes det mig endeligt at få det på skrift, idét Ankestyrelsen i en afgørelse skrev følgende:

”Ankestyrelsen vurderer, at der er dokumenteret en varig nedsættelse af din arbejdsevne, men at det ikke er dokumenteret, at nedsættelsen er så væsentlig, at betingelserne for ret til fleksjob er opfyldt.” […] ”Vi bemærker også, at det forhold, at du ikke kan arbejde på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt, ikke i sig selv medfører en ret til et fleksjob. Du har mulighed for at være selvforsørgende på et mindre timetal, herunder i en deltidsstilling.”

Eksempel på, at Ankestyrelsen gav et jobcenter medhold i, at en kronisk syg borger havde pligt til at forsørge sig selv 100 % med en deltidslønindtægt fra et ordinært deltidsarbejde på ordinære vilkår, der svarer til en kontanthjælpssats

Ankestyrelsens afgørelse fra den 28. oktober 2020 fik de næstkommende knapt 3 år meget alvorlige helbredsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser for den kronisk syge mand under 40 år, som jeg var partrepræsentant for, og som jeg herefter vil kalde for Jonatan.

Jonatan, som siden sin fuldtidssygemelding i juni 2013 havde fået anerkendt en varigt nedsat arbejdsevne af Ankestyrelsen i 2020 og i 2021, og som havde gennemført to ressourceforløb, blev vurderet raskmeldt og jobparat samt blev henvist til forsørgelsesgrundlaget kontanthjælp af jobcenter Stevns i juli 2021. Jobcentret mente nemlig, at Ankestyrelsens afgørelser i 2020 og i 2021 skulle fortolkes på den måde, at Jonatan på trods af sin anerkendte varigt nedsatte arbejdsevne havde pligt til at stille sig til rådighed for og at påtage sig ordinært deltidsarbejde på ordinære vilkår for derigennem at blive 100 % selvforsørgende med en deltidslønindtægt svarende til hans kontanthjælpssats.

Jeg klagede over afgørelsen fra jobcenter Stevns og bad jobcentret om skriftligt at oplyse i henhold til hvilke konkrete lovhjemler jobcentret havde truffet afgørelsen om, at Jonatan skulle vurderes raskmeldt og jobparat, for dermed blev Jonatan tvunget til at skulle overleve for en deltidslønindtægt fra et ordinært deltidsarbejde, der svarede til hans kontanthjælpssats. Den 16. august 2021 besvarede jobcenter Stevns med henvisning til Ankestyrelsens afgørelse mit klagespørgsmål således:

”Der refereres til afgørelse fra Ankestyrelsen, hvori der står: ”Det forhold, at du ikke kan arbejde på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt, medfører ikke i sig selv en ret til et fleksjob. Du har mulighed for at være selvforsørgende på et mindre timetal, herunder evt. i en deltidsstilling.”

Du er bevilliget 11.603 kr. brutto om måneden i kontanthjælp. På en deltidsansættelse på 25 timer med en timeløn på for eksempel 110 kr., vil du blive selvforsørgende, da bruttobeløbet vil være højere end kontanthjælpssatsen.”

Jeg gjorde skriftlig indsigelse mod dette svar fra jobcenter Stevns og dokumenterede, at Jonatan på grund af kommunens praksis fremover ville blive påført et økonomisk retstab på 1.497,53 kr. hver eneste måned i forhold til hans samlede ydelser som kontanthjælpsmodtager. Som 100 % selvforsørgende har man nemlig ikke har ret til at få udbetalt særlig støtte til høje boligudgifter i henhold til § 34 i Lov om Aktiv Socialpolitik.

Min nye indsigelse fik ikke jobcenter Stevns til at ændre deres praksis med at tvangsraskmelde kronisk syge borgere til 100 % selvforsørgelse med lønindtægten fra et ordinært deltidsarbejde svarende til kontanthjælpssatsen, for den 11. oktober 2021 modtog jeg følgende skriftlige svar på min indsigelse fra jobcentret:

”Kontanthjælp anses for værende et midlertidig forsørgelsesgrundlag indtil det er muligt at blive selvforsørgende. I brevet sendt til dig den 16. august 2021 vises der et eksempel på en mulig timeløn, der kunne gøre borgeren selvforsørgende. Eksemplet på 110 kr. i timen vil brutto give borgeren en højere indtægt end den nuværende kontanthjælpssats.” […]

”Jobcentret anerkender, at der er et økonomisk tab i og med, at du ikke opfylder betingelserne for Lov om Aktiv Socialpolitik § 34, når du bliver selvforsørgende. Der vil efter endt sygemelding i fællesskab arbejdes på at finde beskæftigelse til dig, som giver dig mulighed for at dække dine udgifter.

Da der af Ankestyrelsens stadfæstelse af Stevns Kommunes afgørelse, hvori det afgøres, at du ikke har ret til fleksjob eller ressourceforløb efter den 14. juli 2021, anser vi det ikke for relevant at sammenligne din nuværende indtægt med hverken fleksjobydelse eller ressourceforløbsydelse.”

Ankestyrelsens og jobcentres praksis, er et vurderingstyranni uden lovhjemler, der ikke beskytter borgerne mod overgreb fra myndighedernes side

Med utallige administrative vurderinger uden henvisning til de faktiske oplysninger i Jonatans sag og uden henvisninger til de konkrete anvendte lovhjemler, gav Ankestyrelsen fra oktober 2020 til december 2021 imod min forventning flere gange jobcenter Stevns medhold i, at det anses for værende lovligt at tvangsraskmelde kroniske syge borgere, at vurdere dem jobparate og at henvise dem til at skulle forsørge sig selv 100 % med en deltidslønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats.

Jeg ville ikke finde mig i de vurderinger uden henvisninger til de konkret anvendte lovhjemler, der var i afgørelserne fra Ankestyrelsen og jobcenter Stevns, især fordi Jonatans helbred blev dårligere og dårlige på grund af dette vurderingstyranni. Jeg ansøgte derfor Ankestyrelsen om at genoptage afgørelserne på ulovbestemt grundlag, fordi jeg kunne dokumentere, at Ankestyrelsen i deres afgørelser ikke havde inddraget oplysningerne om, at jobcenter Stevns havde tvangsraskmeldt Jonatan med henblik på, at han skulle stå til rådighed for og skulle påtage sig et ordinært deltidsarbejde på ordinære vilkår for derigennem at blive 100 % selvforsørgende med en deltidslønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats.

Ankestyrelsen afviste at genoptage deres afgørelser på ulovbestemt grundlag med den begrundelse, at der ikke var sket væsentlige sagsbehandlingsfejl eller ændring af de retlige forhold. Da Ankestyrelsen dermed forsatte vurderingstyranniet og stadig ikke ville oplyse i henhold til hvilke konkrete lovhjemler, de havde truffet afgørelserne, klagede jeg videre til Ankestyrelsens direktør Ingeborg Gade.

Den 15. december 2021 modtog jeg et 5 sider langt afslag på genoptagelse af Ankestyrelsens afgørelser fra ankechef Cathrine Due Billing. Hun brugte ordet “vurdering” 12 gange i afslaget, men hun oplyste heller ikke de konkrete lovhjemler, der fastslår, at borgere som Jonatan med en dokumenteret varigt nedsat arbejds- og funktionsevne har pligt til at forsørge sig selv 100 % med en deltidslønindtægt fra et ordinært deltidsjob, der svarer til en kontanthjælpssats.

Afgørelsen fra ankechef Cathrine Due Billing tog næsten den sidste kampgejst ud af mig, for når selveste Ankestyrelsens direktør Ingeborg Gade sender en ankechef i byen for at forsvare Ankestyrelsens praksis uden henvisninger til de konkret anvendte lovhjemler, så står man som partsrepræsentant fuldstændig magtesløs tilbage.

Jonatan stod også fuldstændig magtesløs tilbage, fordi ankechefens afslag på at genoptage Ankestyrelsens afgørelser fra oktober 2020 til december 2021 på ulovbestemt grundlag fik den meget alvorlige konsekvens, at Jonatan i en alder af 33 år blev tvunget til at acceptere, at hans samlede nettoindtægter på 10.747,20 kr. pr. måned som kontanthjælpsmodtager skulle ændres til en netto deltidslønindtægt på 9.249,67 kr. pr. måned fra et ordinært deltidsjob på ordinære vilkår.

Dette ville i 2021 have påført Jonatan en nettoindtægtsnedgang på 1,497,53 kr. hver eneste måned, indtil han nåede til folkepensionsalderen. I 2021 ville det også have påført Jonatan en nedsættelse af hans månedlige rådighedsbeløb fra 5.320,33 kr. som kontanthjælpsmodtager til 3.822,80 kr. som 100 % selvforsørgende med en deltidslønindtægt fra et ordinært arbejde på ordinære vilkår.

Rådighedsbeløbet er det beløb, der er tilbage om måneden, når boligudgifterne er betalt. Det månedlige rådighedsbeløb skal dække øvrige månedlige udgifter til mad, medicin, internet, telefon, tøj og sko, forsikring, TV  m.m.

Mit sidste skud i bøssen brugte jeg på at bede Borgerrådgiveren i Stevns kommune om hjælp

Jeg brugte min sidste kampgejst til at bede borgerrådgiveren i Stevns kommune om hjælp til at få arrangeret et møde med direktionen i jobcenter Stevns. Det lykkedes at få iværksat et fysisk møde den 27. januar 2022 mellem arbejdsmarkedschefen, en kommunaldirektør, en afdelingsleder i jobcentret, borgerrådgiveren, Jonatans nye partsrepræsentant og mig.

Den 31. januar 2022 modtog jeg arbejdsmarkedschefens referat af mødet, som virkelig rystede mig. Jobcenter Stevns fastholdt nemlig, at deres praksis med at vurdere Jonatan raskmeldt og dermed 100 % jobparat var lovlig, fordi jobcenterdirektionen forventede, at Jonatan inden for 3 måneder kunne påtage sig et ordinært deltidsarbejde og blive 100 % selvforsørgende med en deltidslønindtægt, der svarede til hans kontanthjælpssats.

Jonatan blev derfor tvunget til at overleve af forsørgelsesgrundlaget kontanthjælp i de næste 2 år, hvor hans særlig støtte til høje boligudgifter blev reduceret på grund af kontanthjælpsloftet hver eneste måned.

Derudover blev Jonatans psykiske helbred så kraftigt forværret, at hans psykiater både ringede til jobcenter Stevns, og i en skriftlig attest i september 2022 meddelte psykiateren blandt andet følgende:

”Patientens tilstand er stationær og yderligere afklaring af arbejdsevnen findes irrelevant, idet det allerede er sket, jævnfør sidste forløb. Endvidere vil patienten ved fornyet forsøg på afklaring blot få det værre, som det har vist sig tidligere, og der vil ikke kunne vises nogen relevant fremgang på arbejdsevnen.

Hele tilstanden må desværre ses som resultat af en for mange år siden opstået og allerede i 2014 veldiagnosticeret angstlidelse/social fobi, og efterfølgende forsøg på reetablering af arbejdsevne har vist sig uden relevante resultater og yderligere forsøg vil forværre patientens psykiske helbred (han er i en stationær tilstand). Som anført tidligere er undertegnede villig til at møde op til uddybende tværfaglig konference, subsidiært rehabiliteringsmøde.”

Jeg håber virkelig meget, at vælgerne, medierne og politikerne på baggrund af dette konkrete borgereksempel ærligt kan erkende, at Jonatan ikke havde nogen former for reel retssikkerhed fra han blev dokumenteret kronisk og varigt syg i januar 2014 til han i juni 2023 fik tilkendt en førtidspension.

Dermed forårsagede vurderingstyranniet i Ankestyrelsen og jobcenter Stevns, at Jonatan aldrig fik muligheden for at blive delvis selvforsørgende med indtægten fra et fleksjob. Tværtimod blev Jonatan tiltagende mere og mere syg alene på grund af de overgreb Ankestyrelsen og jobcenter Stevns udsatte ham for i hele 9 ½ år.

Senest opdateret den 8. maj 2025