Under dette menupunkt kan du læse om min personlige sag i jobcentersystemet. Først vil jeg kort fortælle, at min arbejdsmarkedshistorie er den, at jeg arbejdede i ordinære fuldtidsjobs på ordinære vilkår med en effektiv arbejdstid på 32 til 37 timer om ugen, og jeg gennemførte to ordinære uddannelser som voksenvejleder og SOSU-hjælper fra 1975, hvor jeg var 16 år, og indtil 2010, hvor jeg var 51 år.
I 2010 blev jeg tilknyttet jobcentret på grund af de varige skader, jeg pådrog mig i min ryg og i mine knæ som forsædepassager i en alvorlig bilulykke i maj 2010, og det ændrede mit liv for altid. Fra at have været en glad og travl kvinde med fuldtidsjob, frivilligt arbejde, en god økonomi og en stor vennekreds før trafikulykken i 2010, endte jeg som en psykisk nedbrudt, socialt isoleret og fattig kvinde på kontanthjælp i en kommunalt anvist handicapbolig og med en kommunalt bevilget el-dreven handicapcykel som transporthjælpemiddel.
Først i juni 2019 efter 35 år i ordinært arbejde på ordinære vilkår og i ordinær uddannelse samt efter 9 års ekstrem helbredsforværrende sagsbehandling, tilkendte jobcenter København mig en førtidspension på baggrund af det 5. rehabiliteringsteammøde i mit jobcenterforløb og uden min partsrepræsentants og min deltagelse.
Jobcentersystemet, som i min sag var jobcentrene i Købehavns og Stevns kommuner samt Ankestyrelsen, anerkendte aldrig, at jeg på grund af de varige følger af en alvorlig trafikulykke i maj 2010 herefter ikke mere ville blive i stand til at blive 100 % selvforsørgende ved indtægtsgivende ordinært fuldtidsarbejde på ordinære vilkår.
Jobcentersystemet anerkendte heller aldrig, at jeg i forlængelse af min første arbejdsprøvning i 2011 havde ret til fleksjob, selvom både de lægelige oplysninger og oplysningerne om min arbejdsprøvning dokumenterede, at min arbejds- og funktionsevne allerede i 2011 var varigt og væsentligt nedsat. Min arbejdsprøvning viste nemlig, at min arbejdsevne var maksimalt 21 fremmødetimer om ugen med en effektivitet på ca. 75 %, hvilket svarer til en effektiv arbejdstid på maksimalt 15 ¾ timer om ugen.
I stedet for at træffe afgørelse om fleksjob efter min første arbejdsprøvning i 2011, afgjorde jobcenter København, at jeg hverken kunne få forlænget mine sygedagpenge eller få tilkendt fleksjob. Jobcentret mente nemlig, at jeg kunne opnå at blive 100 % selvforsørgende ved ansættelsen i et ordinært deltidsjob på ordinære vilkår, fordi jeg derved kunne opnå en lønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats.
Det er min opfattelse, at jobcentermyndighederne i min sag og i tusindvis af andre sager sagsbehandler ulovligt og begår overgreb på borgerne, når de igen og igen tvangsraskmelder kronisk handicappede og syge mennesker til at stille sig til rådighed for det ordinære arbejdsmarked på ordinære vilkår, fordi jobcentermyndighederne mener, at de har det nødvendige sikre retsgrundlag til at beslutte, at en kronisk handicappet eller syg borger skal betragtes som 100 % selvforsørgende, hvis borgeren ved ansættelse i et ordinært deltidsjob på ordinære vilkår kan opnå en lønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats.
Hvordan arbejdsevne og selvforsørgelses korrekt skal forstås og praktiseres
Det var først i 2021, at jeg fik kendskab til, at Lektor i Socialret ved Aalborg Universitet John Klausen i sin U.2017B.181 har dokumenteret, at begreberne arbejdsevne og selvforsørgelse ifølge lovgivningen skal forstås og praktiseres således:
”Der skal ikke lægges vægt på, af hvilken årsag arbejdsevnen er nedsat. […] Det afgørende er, om en person vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob. Personer […] skal også vurderes ud fra om, om pågældende kan blive (fuldt) selvforsørgende. 19. Om arbejdsevnen er så væsentligt nedsat, at dette kan berettige til et fleksjob, vurderes tilsvarende ud fra normalt fuldtidsarbejde (37 timer/uge).”
John Klausens henvisning til 19. er en henvisning til en stadig gældende vejledning fra 2002, hvor punkt 8 om begreberne arbejdsevne og selvforsørgelse fastslår følgende:
”Hensigten med aktivlinien i socialpolitikken er at give borgerne mulighed for at forblive eller blive selvforsørgende. Med selvforsørgelse menes ikke, at den pågældende borger nødvendigvis skal kunne fungere i ordinær beskæftigelse. Hvis dette ikke er muligt, er det målsætningen, at borgerens arbejdsevne udvikles i et sådant omfang, at vedkommende kan blive selvforsørgende fx i et fleksjob.
Begrebet selvforsørgelse er således defineret i forhold til, om en person har en arbejdsevne, der muliggør beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, herunder efter overenskomsternes sociale kapitler eller i et fleksjob. Det afgørende er, om borgeren har mulighed for enten at udføre en arbejdsindsats på det ordinære arbejdsmarked eller i et fleksjob og derigennem kan opnå en indtægt, der samlet set svarer mindst til minimumslønnen ved fuldtidsbeskæftigelse på det enkelte overenskomstområde, uanset hvordan arbejdsindsatsen er tilrettelagt.”
I det tilfælde, at vejledningen fra 2002 skulle blive historisk og dermed ikke gældende mere, har jeg hentet vejledningen fra 2002 som pdf-fil den 20. april 2025. Det betyder, at alle sager, hvor myndighederne før den 20. april 2025 har tvangsraskmeldt en borger med en dokumenteret varig nedsat arbejdsevne, fordi borgeren ved ansættelse i et ordinært deltidsarbejde på ordinære vilkår kan opnå en deltidslønindtægt, der svarer til en kontanthjælpssats, er afgørelser, som myndighederne ikke har haft det fornødne sikre retsgrundlag for at kunne træffe.