Den 31. marts 2021 søsatte jeg denne nye personlige hjemmeside, som erstatning for den personlige hjemmeside, jeg havde haft siden 2005. Årsagen er, at jeg var nået til et sted i mit liv, hvor jeg primært vil dele mine mange års erfaringer med, hvordan både Ankestyrelsen og jobcentre over hele landet i flere årtier bevidst har udsat mange tusinde borgere for overgreb, og dermed har offentlige ansatte handlet ondt overfor disse mange tusinde borgere.
Det primære formål med denne hjemmeside er at dokumentere, at borgernes retssikkerhed i Ankestyrelsen og i jobcentre er blevet mindre og mindre siden 1983, hvor den daværende regering vedtog Moderniseringsprogrammet.
Efter vedtagelsen af Moderniseringsprogrammet blev der senere også indført New public management styringssystemet, hvis formål blandt andet er, at offentlige myndigheders primære fokus i sagsbehandlingen af borgersager skal være økonomi-, regnskab- og budgetstyring. Dermed blev borgernes retssikkerhed, sociale sikring og velfærd sat mere og mere ud af spil og blev til det, som flere tusinde borgere siden har erfaret som en totalt mangel på retssikkerhed og som meget onde handlinger fra de offentligt ansattes side.
Ondskab, citat af borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King (1929-1968)
“Den, der passivt accepterer ondskab, er lige så involveret i den som gerningsmanden. Den, der accepterer ondskaben uden at protestere imod den, samarbejder i virkeligheden med den.”
Svaghed bestemmes af de stærke, som derfor ofte handler ondt
At bedømme andre mennesker som svage og dermed handle ondt overfor disse mennesker, bestemmes næsten altid af de selverklærede stærke. Dette fik jeg kendskab til under min uddannelse som voksenunderviser- og vejleder i 1998 til 1999 under overskriften “Hvorfor begrebet svaghed, og hvad mener vi med det?” i kapitel 3 i Uddannelsesredegørelsen fra 1998. Her står der blandt andet dette:
”En vinkel på spørgsmålet om menneskelig styrke og svaghed er, at svaghed bestemmes af de stærke. Det er de stærke, der planlægger og tilrettelægger de pædagogiske tilbud, de institutionelle rammer og omfang og indhold af det pædagogiske tilbud, der skal tilgodese de svages behov.
Den iboende fare er åbenlys: Tilbuddet til de svage bygger på de stærkes præmisser og får også deres udtryk. Ligeledes er individualiseringstendensen stærk – det er ofte den definerede svage, der har fået sine forhold eksponeret af de stærke. Det er de individualiserede pædagogiske handlemuligheder, der tages i brug for at hjælpe den svage.
Selve tilbuddet indeholder en potentiel risiko for at fastholde de svage i en rolle – eller sagt på en anden måde: Det er tilbuddet, der søger svaghed, og ikke svage, der søger tilbud.
Endelig er det en overvejelse værd, hvorvidt svaghed så at sige forfølger et menneske på dets vej i skolesystemet og senere i livet. Er barnet én gang placeret i et særligt tilbud, er der en risiko for, at det kommer til at “hænge fast” i denne undervisningsform, f.eks. ved at opnå et personligt tillidsforhold til en lærer eller lignende. Når de definerede svage elever i grundskolen skal videre i ungdomsuddannelserne, er der en fare for, at svagheden hænger ved, enten som en selvopfyldende profeti eller som den svages tilpasning til den stærkes kategorisering.
Man kan derfor spørge, om de stærke simpelthen har brug for svaghed hos andre for at kunne manifestere styrke? Hvis der blot er et lille gran af sandhed i den hypotese, er der behov for et fokusskift i hjælpen til de svage – bort fra det svage og hen imod det stærke. Vi skal interessere os mere for, hvor styrkerne hos mennesket er, og hvad de stærke foretager sig. Uanset om de stærke her er de stærkeste af de svage, de lærere, som definerer og yder den konkrete indsats til de svage, eller dem, der har den politiske/administrative opgave i rammesætningen af tilbuddene.”
